Henrik Nordbrandt- ”Hjemme hos H”

HJEMME HOS H

” Især om foråret

i et større selskab ses det tydeligt

hvilke personer

der står døden nærmest:

De ved ikke, hvorfor de undgår

hinandens blikke.

En stirrer sig blind på en plet på tapetet

en anden forestiller sig nogle gule blomster

på baggrund af en sort grøft

for ikke at vende sig

og se ind i den førstes øjne.

Den tredje åbner et vindue

så solnedgangslyset

et øjeblik spejles og falder ind i stuen.

Jeg kom i tanker om dette

da jeg gik ude i skoven

og tænkte på et billede af Hammershøi:

Døden har hjemme i en stue

med høje, hvide paneler.

Ude i det fri er den usikker.

Og overalt er der smuthuller

så man kan slippe forbi den

eller gemme sig bag et træ

indtil det er overstået. ”

Digtets ydre

I digtet er der 7 strofer og 24 vers.

Digtet er nemt at læse da der er mange afsnit, korte sætninger og få vers i stroferne.

Der er kun brugt punktummer i slutningen af hver strofe hvilket gør digtet meget overskueligt at læse. Der er sat kolon to gange hvor fortælleren giver eksempler.

Digtets stil

Ordvalget i digtet er i et normalt stilniveau.

Der er ingen svære ord hvilket gør digtet nemt og hurtigt at læse.

Digtets billedsprog

Der er en sammenligning mellem døden og et Hammershøi billede, da fortælleren tænkte på døden og derefter billedet hvor han tænker at døden har hjemme i en stue med høje og hvide paneler hvilket også ses på mange af Hammershøis billeder.

Solnedgangen kan være en metafor for at det snart er slut med personernes liv, da det er ved at blive mørkt. Lyset falder ind i stuen hvor de mennesker der er tættest på at dø er. 

Fortælleren giver på en måde døden liv ved at sige ”den” og at døden finder folk selvom de har gemt sig indtil det er overstået, ”Overalt er der smuthuller så man kan slippe forbi den indtil det er overstået”. 

Komposition

Vi starter i en forsamling, formegentlig i et hus hjemme hos ukendte mennesker. Derefter får vi af vide hvad nogle af dem, der står døden nærmest laver, så som at stirre sig blind på en plet på tapetet og en anden der kigger i en grøft og forstiller sig gule blomster. En tredje åbner et vindue. Derefter får man at vide at alt dette er noget fortælleren tænker over mens han går en tur i skoven. Digtet fortsættes med at der fortælles om skoven og hvordan døden kan sammenlignes med en persons færden.

Digtet kan deles op i 4 afsnit: Indledning, Selskabet, Hammershøi og Ude i det fri.

Der er glidende overgange fra afsnit til afsnit, men det er dog stadig klart at der skiftes fokus på miljøet.

I digtet er der ikke tale om specifikke personer men derimod persongrupper, som i ”Hjemme hos H” bliver omtalt som dem der ”står døden nærmest”. De befinder sig i en forsamling om foråret og er i blandt andre mennesker der ikke er i denne persongruppe. Miljøet i digtet kan beskrives som nutidigt, men kan også sagtens have forgået længere tilbage i tiden. Da fortælleren er ude at gå og tænker på et billede af Hammershøi der pludseligt giver ham associationer til dødens tilstedeværelse i en forsamling. Det er altså et flashback i hans erindringer.

Tolkning

Digtet har et gennemgående tema der er ”død” og hvordan menneskers underbevidsthed ved at de er tæt på at dø og derfor gør ubevidste ting for at undgå andre ”døendes” blikke. Fortælleren ser døden som noget man sagtens kan løbe eller gemme sig fra, hvis bare man gider. Døden bliver altså lige pludselig en fysisk ting og er ikke noget fortælleren er synderligt bange for, men mere ser som en del af livets gang.

Emnet er noget fortælleren har haft mange tanker og overvejelser omkring og derfor virker det som noget der står ham nær og måske endda noget han har oplevet på egen krop. 

Vurdering

Vi kan efter at have læst flere digte af Henrik Nordbrandt konkludere at han er meget negativ omkring Danmark det ses tydeligt i mange af de andre digte.

Digter har en meget dyster tone som viser en større forståelse for døden og at det er tanker han har tænkt meget over og måske har oplevet selv. I digtet fortæller han om observationer han gør men vi mener ikke at det er observationer han har oplevet fysisk men nogle han har gjort inde i hovedet.

Henrik Nordbrandt – ”Hundrede års vejrudsigt”

Digtets stil

Ordene i digtet er korte og der bruges om som er i den almindelige danskers ordforråd. Der bliver ikke brugt nogen fremmede ord, kun danske. Der bliver brugt hverdagsagtige ord. Der bliver brugt uformelt dagligdagssprog. Der er blevet brugt mange udsagnsord så som: bor, er, ser, ligner og løber. Der bliver også brugt mange negative ord til at beskrive Danmark som land, f.eks.: Pisser, lugter, lorten løber. I digtet findes der ikke meget ironi men der bruges sarkasme, som er med til at understrege at Henrik Nordbrandt virkelig ikke bryder sig om hans fædreland. Der er ikke så mange gentagelser udover at den tidligere statsminister Anders fog Rasmussen og hans berømte citat ’’der er ikke noget at komme efter’’ bliver taget op et par gange. Der bliver brugt lavt stilniveau i digtet. Det sidste i digtet ’’ det skulle da lige være svineproduktionen, kongehuset og kirken’’ kunne være svar til det første i digtet, ‘’ nej der er ej, der er ikke noget at komme efter’’.

Digtets billedsprog

Der bliver brugt sammenligner i teksten eks. hovedstaden for eksempel ligner og lugter som et lokum. Der er metaforer i digtet eks. ude til venstre går svinene og pisser jorden ihjel. Der er hverken brugt besjæling eller personificering i digtet. I hver sætning nedgør han Danmark og hele digtet kredser rundt om citatet ’’der er ikke noget at komme efter’’. Citatet stammer fra Anders Fogh Rasmussen som var kendt for at bruge sætningen til at besvare på relevante og nærgående spørgsmål fra journalister.

Komposition

Digtet er delt op i 16 strofer , med meget korte sætninger.

I digtet findes der modsætninger som ’’ rige og fattige’’ kongehuset og kirken’’ som bruges til at til at understrege nogle af de ting der er galt med landet Danmark.  

Digtet er meget negativt, hvor Danmark bliver kritiseret . Jeg ville mene at rytmen i stemningen i digtet er ret dårligt da det kun er negativt, hans mening om Danmark er ret tydeligt i dette digt.    

Den forsømte digter

Ifølge den prisbelønnede digter Henrik Nordbrandt har han hele sin barndom manglet omsorg og kærlighed fra forældrenes side. Han var uønsket af faren, og moren levede efter et princip der galdt om at opdrage barnet ved, at røre ved det så lidt som muligt. Denne forsømmelse kommer til udtryk i digtet ”Rønnebærrenes tyranni”, som er en del af hans digtsamling ”Vi danskere” der udkom i 2010.

Rønnebærrenes tyranni er et meget modernistisk  digt og indeholder derfor mange metafore og besjællinger eks. ”Farverne synes at kæmpe”, det hele er næsten ét stort billedesprog som beskriver hvordan hans dårlige forhold til faren er. Den såkaldte tyran er altså hans far som er med ham og våger over ham overalt. Det er ihvertfald den følelse han har, at han ikke kan foretage sig noget uden at hans far skal være indbladet ihvertfald i hans tanker.  Man kan sige at ”han” deler blod med tyrannen, da han i verslinje 20 skriver ”men kvæles i hans vamle blod”, så ligemeget hvad, kan han ikke løbe fra at han er i familie med tyrannen. Men det er ikke noget han er stolt af da han bruger negative ord til at beskrive tyrannen eks. ”rådne ånde” og ”beskidte fingre”. Hvilket også er med til at give digtet en dyster stemning. Udover det bruger han et normalt stilleje, der er ikke ord man som sådan ikke forstår. Det er mere den metaforiske baggrund der er svær at få til at give sammenhæng eks. ”Det er tyrannen, der forbløder i sin høje himmelseng hvorfra han udspionere os dag og nat”. Han bruger også mange udsagnsord der giver digtet handling bla. ”er” går meget igen og ”tænker” bruges tre gange i to linjer. Gentagelser er normalt ikke noget han bruger meget af. I dette digt er den eneste sætning der går igen ”Det er tyrannen der forbløder.”

Digtet er opbygget i en strofe med 22 verslinjer. Sætningerne er delt mærkeligt op, som er et typisk kendetegn i de fleste af Henrik Nordbrandts digte i digtsamlingen ”Vi danskere”. Men den mærkelige måde at sætte punktummer, kommaer og linjeskift op på, er bevidst smart da det får læseren til at stoppe op og tænke over hvad de egentlig læser. Linje opdelingen i linje 11 deler digtet lidt op, men indholdet kan derimod ikke splittes der. Dette er et glimrende eks. på at hans layout og typogrfi ikke passer sammen med indholdet.

Ordene foran nogle af punktummerne er bevidst kontraster, eks. ”hinanden”, ”alene” og ”lys” , ”mørket”. Dette digt er bearbejdet til mindste detalje, da du kan se at intet er tilfældigt.

Nogle af hans sætninger gentages et par gange, hvilket giver digtet en bestemt rytme men ingen fast. Der fremkommer også lidt alliteration eks. ”høje himmelseng” el. ”Rønnebærrenes røde...” men det er ikke noget der overtager i digtet.

”Modersmål” er et andet digt i digtsamlingen ”Vi danskere” af Henrik Nordbrandt. ”Modersmål” er et helt andet tema end ”Rønnebærrenes tyranni” da ”Modersmål handler om nationalitet og ”Rønnebærrenes tyranni” er om en der følger sig forfulgt.

”Modersmål” har ligesom i ”Rønnebærrenes tyranni” mange negative ord, men dog et lavt stilleje, da han fornærmer det danske sprog og bruger bandeord som er usædvanlig for genren digte. Han bruger stilbrud da han både bruger bandeord og få formelle ord som eks. ”satans” , ”ad helved til”, ”Banale” og ”reducere”. Bandeordene kan skyldes at Henrik Nordbrandt aldrig har været særlig glad for Danmark og tydeligvis heller ikke sproget. Men erkender dog at ordet ”modersmål” er et smukt ord.

Som skrevet på den første side, er det typisk Henrik Nordbrandt at sætte mærkelige linjeskift ind i digtet hvilket ”Modersmål” er endnu et godt eksempel på. Han fremhæver enkelte ord i ”Modersmål” ved at skrive dem i en sætning for sig selv, hvilket får læseren til at stoppe op og tænke.

Efter at have læst Henrik Nordbrandts digtsamling ’Vi danskere’ kan vi konkludere at han forholder sig negativt til de danske værdier og samtidig betegner han alligevel sig selv som en af os. Grunden til hans negative holdninger til Danmark kan tyde på hans dårlige opvækst her.

Gruppe 2

”Kongehuset er en rigtig god forretning” og ”Svineproduktionen”

- af Henrik Nordbrandt

Digtenes ydre form

Kongehuset er en rigtig god forretning:

”Kongehuset er en rigtig god forretning” er et lille digt, der består af 14 korte strofer på mellem en og tre verselinjer. Det gør, at digtet ser meget overskueligt og let ud. Digtet har ikke noget rimskema og heller ingen fast rytme. I slutningen af alle stroferne, med undtagelse af strofe 9 og 12, er der sat punktum efter ord som fint, billigt, kongehus, dansk, hvilket er nogle af digtets nøgleord. Disse ord gentages også flere gange gennem digtet. I strofe 9 og 12, hvor der ikke er punktum til sidst, er de sidste ord i slutningen af strofen ”fake mærkevarer”, som kongehuset sammenlignes med.

Svineproduktionen

”Svineproduktionen” er et stort digt på 35 verselinjer i kun en strofe. Det gør, at det ser meget uoverskueligt og tungt ud. Digtet har ligesom ”Kongehuset er en rigtig god forretning” hverken et rimskema eller nogen fast rytme. I fjerde verselinjer er der sat anførelsestegn om ordet svineproduktion. Det skaber noget opmærksomhed omkring ordet og får læseren til at tænke mere over det. I syvende og ottende verselinje er der anførelsestegn om ordene nogen og her. Det er fordi, der her er en metarefleksion, hvor Henrik Nordbrandt reflekterer over det, han laver som digter.

Hvis man udelukkende fokuserer på digtenes ydre, tror vi, lige netop disse to digte er sat ved siden af hinanden, for at siden ikke skal virke helt uoverskueligt lang. Siden bliver mere overskuelig end hvis der havde stået to rigtig lange digte ved siden af hinanden.

Digtenes stil

Kongehuset er en rigtig god forretning:

”Kongehuset er en rigtig god forretning” er skrevet i et meget letforståeligt sprog med mange hverdagsagtige ord. Sætningsopbygningen er meget simpel. Det kan ses allerede i den første sætning af digtet: ”Det danske kongehus er så fint.”. Det letforståelige sprog og den simple sætningsopbygning bidrager til den lethed, som digtets opsætning antyder.

I digtet ”klipper” Nordbrandt nogen steder linjerne over, hvor sætningen ikke er færdig. I nogen tilfælde gør det, at sætningen får en noget anden betydning end først antaget, f.eks. ”Danskere elsker nemlig / alt, hvad der kan betale sig.”. Efter den første verselinje tænker man, danskerne er et elskende folk, men når man får læst sætningen færdig, er vi pludselig grådige. Et andet eksempel på dette er: ”Det er billigere end en præsident / siger dets tilhængere…”, hvor det går fra at være en konstatering til at være en påstand kongehusets tilhængere har. Det lyder nærmest som om, Nordbrandt gør nar af kongehusets tilhængere, som kommer til at fremstå lidt naive. Fælles for de to enjambementer, som det hedder, når man ”klipper” verselinjer over på denne måde, er, at han bruger dem til at fremme en negativ holdning om danskerne. Samtidig kan de godt virke provokerende, da sætningen først fremstår positiv eller neutral og dernæst tager en negativ drejning.

I ”Kongehuset er en rigtig god forretning” sammenligner Henrik Nordbrandt kongehuset med ”ægte, fake mærkevarer”. Ordet fake, som kommer fra engelsk, bruges i stedet for falsk for at udglatte betydningen af det, men på den anden side forstærker ordet ”ægte”, at det er falske mærkevarer. I dette citat er der et oxymoron, idet ægte og fake er hinandens modsatte. Det, at Nordbrandt sammenligner kongehuset med fake mærkevarer, gør at kongehuset får en overfladisk og falsk betydning.

Adjektiverne billigt og fint gentages flere gange gennem digtet. I digtet får man indtryk af, at fint og billigt går hånd i hånd for os danskere, selvom ordene nærmest er modsætninger rent betydningsmæssigt. Fordi ordene gentages flere gange gennem digtet, bygger det på en antitese og viser, man skal læse modsætninger ind i ordene. Dermed bliver billigt til dyrt, fint bliver til simpelt eller måske kedeligt og elsker i sidste strofe bliver til hader eller bryder sig ikke om. Dermed bliver holdningen til kongehuset, at det er for dyrt og kedeligt, samt at danskerne ikke bryder sig om det. Digtet bliver altså ironisk.

Det er digtets adverbier, der lægger den ironiske tone i digtet. Det ses allerede i overskriften: ”Kongehuset er en rigtig god forretning” og i digtets første strofe: ”Det danske kongehus er så fint”. Ordene ”så” og ”rigtig” anvendes til at tydeliggøre ironien. Et tredje eksempel findes i strofe 3: ”Det er meget billigere end en præsident … og naturligvis meget, meget finere. Adverbierne forværrer altså billedet af kongehuset og illustrerer det i stedet som simpelt eller kedeligt.

Svineproduktionen:

”Svineproduktionen” er skrevet i et letforståeligt sprog - stillejet er normalt, og digtet er nemt at forstå. Nordbrandt bruger en varieret sætningsopbygning, da han både bruger lange, lidt indviklede sætninger og korte, simple, konkrete sætninger.

Han "taler" selv i digtet og fortæller os, om det han tænker. Derfor er det et metadigt, som han i digtet siger, kritikerne nok vil kalde det. Han er meget direkte og forklarende i sine udtalelser: "Prøv at føle det. Når jeres kroppe og svinenes ligner hinanden så meget...", som han prøver at formidle til os, til danskerne og til svineproducenterne.

Til sidst i digtet er der et stilbrud, hvor han via makabre ord og sætninger som ”dryppende kniv", "superslagteren", "blodige kittel" osv. skaber en mere uhyggelig stemning. Nordbrandt prøver altså at skabe en uhyggelig stemning omkring svineproduktion måske for at afskrække folk fra at støtte op omkring det.

I ”Svineproduktion” bruger Henrik Nordbrandt mange verber f.eks. digte, kaste op, lugte, svigter, føle, tillægger, lide, tænke, hænger. Ved hjælp af disse udsagnsord beskriver han aktiviteter og handlinger, men alligevel er digtet meget statisk. Via brugen af navneord i teksten, f.eks. svinebaroneriet, svineproduktion og superslagteren er han meget konkret i sin beskrivelse. Man er ikke i tvivl om, hvad det er, han mener, og om hvem det er, han taler om.

Henrik Nordbrandts anvendelse af ordet svin i flere omgange og i flere sammenhænge, hvor han bl.a. sætter det sammen med -produktion eller -baroneriet, har en stilistisk virkning. Man får en fornemmelse af væmmelse og afsky, når ordet svin bruges så meget. Han skaber den stemning, som han søger ved at gøre brug af stilistiske virkemidler.

Digtenes billedsprog

Kongehuset er en rigtig god forretning:

Som tidligere nævnt sammenligner Nordbrandt kongehuset med ”ægte, fake mærkevarer”, hvilket tillægger kongehuset en meget overfladisk og måske falsk betydning. Man kan sige, han synes, det er en farce, vi har et kongehus. Vel at mærke et kongehus vi betaler til.

Ved hjælp af ironi gør han nærmest grin med os danskere og alt, hvad der er dansk. ”Det danske kongehus er så fint. / Og så er det billigt.” I dette eksempel er han via ironien særdeles kritisk overfor det danske kongehus.

I overskriften bruger Nordbrandt ordet ”forretning” om kongehuset, da han ironisk beskriver kongehuset som værende både fint og billigt og siger, at det kan betale sig at have et kongehus. Forretningen bliver altså et billede på det ironisk beskrevne kongehus.

Svineproduktionen:

Vi tror, hele digtet er et billede på Nordbrandts opfattelse af Danmark. Han kalder muligvis digtet ”Svineproduktionen”, fordi en af Danmarks største eksportvarer er svinekød. Oversvinet kunne derfor være statsministeren eller dronningen og svinebaroniet kunne være Folketinget eller kongehuset.

Digtenes forløb:

Kongehuset er en rigtig god forretning:

Digtet har ikke noget reelt tidsforløb. Til gengæld virker digtet som en påstand og et input i diskussionen om, hvorvidt det danske kongehus skal bevares eller ej.

Svineproduktionen:

Digtet er nærmest inddelt i tre dele: De første to verselinjer i digtet bruges som en indledning til digtet, fra den tredje verselinje og ned til og med verselinje 29 er midterdelen, mens de sidste 6 verselinjer er en konklusion. I midterdelen diskuterer Nordbrandt svineproduktion med både sig selv og læseren, samtidig med han prøver at afskrække læseren fra svineproduktion. I konklusionen sætter han alt ind i et sidste forsøg på at få læseren til at føle afsky overfor svineproduktionen.

Tolkning og vurdering:

Kongehuset er en rigtig god forretning:

”Kongehuset er en rigtig god forretning” er et digt spækket med ironi. Ironien antydes allerede i digtets overskrift, som har ironiske undertoner. Nordbrandt tager via ironien afstand til kongehuset, og alt hvad dette står for. Hvis man inddrager digtsamlingens titel, kan man, når man ved digtet er ironisk, konkludere, at han ikke bryder sig om eller måske ligefrem hader det danske kongehus. Gennem titlen, ”Vi danskere”, gør han sig selv til en del af den danske befolkning, som han med den ironiske undertone siger, elsker deres kongehus i sidste verselinje. Man kan tro, at han på den anden side er begejstret for tanken om en dansk præsident, da han tydeligvis ikke er specielt glad for kongehuset.

I ”Kongehuset er en rigtig god forretning” får vi danskere også et par ord med på vejen. Nordbrandt beskriver os som grådige - vi elsker alt, der kan betale sig - og overfladiske - vi strømmer til udlandet for at købe falske mærkevarer. På grund af ironien i digtet får man også lidt den opfattelse, at tilhængerne af kongehuset er naive, fordi de siger, kongehuset er meget billigere end en præsident.

Vi tror, hans budskab med dette digt er, at det ikke kan betale sig at have et kongehus, og at det bør afskaffes, da der alligevel ikke er nogen der kan lide det.

Svineproduktionen:

”Svineproduktionen er et digt, der er skrevet for at få læseren til at afsky svineproduktion, eller afskrække læseren mere fra det end det allerede er. ”Kan man digte på et sprog, hvor ordet ”svineproduktion” ikke straks får den, der hører det til at kaste op.” Nordbrandt mener altså, at bare ordet svineproduktion burde give folk kvalme. Han forsøger, at få digtet til at virke meget ubehageligt gennem makabre ord og sætninger f.eks. ”blodige kittel”, ”dryppende kniv”, men også ved at fortælle læseren, digtet skal være ubehageligt.

Igennem digtet prøver Nordbrandt at sætte en samfundsdebat i gang om, hvorvidt svineproduktion skal afskaffes i Danmark eller ej. Hans holdning er, at svineproduktion er så klamt, at det burde afskaffes. Hans budskab i digtet er altså, at svineproduktion skal afskaffes.

Vi tror, Nordbrandt har valgt at sætte lige netop disse to digte ved siden af hinanden, fordi han ser begge disse ting afskaffet. I begge digtene prøver han, at få læseren til at dele hans holdning. I ”Kongehuset er en rigtig god forretning” prøver han med ironi at få læseren til at indse, kongehuset bør afskaffes, mens han i ”Svineproduktionen” prøver at illustrere svineproduktion så afskyeligt som muligt, så læseren skal tage afstand fra det.

Tysk moustache

”Det er midt i august og lige midt på himlen er der en kæmpestor, sort sky.
   Hvis jeg siger at den ligner Adolf Hitlers overskæg
og det gør den
Må resten af himlen ligne Adolf Hitlers ansigt
og det gør den.”

  Således starter Nordbrandts digt ”Sort sky over Ullemarke”. Digtet er ganske kort, med kun tre egentlige sætninger, men på trods af dette har digtet både en langtrukken og bumpende rytme. Bumpende, delvist på grund af de spøjse versinddelinger, som får øjnene til at hoppe frem op og ned i søgen efter hvad der var blevet af resten af den sætning de lige var så godt  i gang med, og delvist på grund af den pludselige og brutale alvor der springer ud af digtet.

  Nordbrandt formår at understrege denne afskylige alvor i digtet og lader læseren hænge fast i Adolf Hitlers berygtede navn, ved at afbryde sig selv med indskudte sætninger og en lidt unaturlig gentagelse der giver denne afbrudte fornemmelse.

  Digtets handlingsforløb klimakser i en længere konklusion, hvor hans lille skyformation pludselig er en afbildning af jorden og os selv, og alvoren udfolder sig yderligere imens Danmark bliver beskrevet med fabrikker og motorveje, som en slags kopi af Tyskland. Rytmen ændrer sig ved at blive mere glat, blandt andet med et bogstavsrim:

”…fabriksskorstene flygtende folkemasser og krige”

  Og intensiteten topper brat i det korte, ondskabsfulde ord ”krige”, hvorefter digtet toner ud igen. Man kan sige at digtet fanger den normale spændingskurve rimelig godt.

  Den sidste bemærkning åbner for spørgsmål om hvorvidt hele digtet er en parodi af danskernes paranoia, eller om han kommentere på hvad Danmark er blevet til efter krigen. Linjen har i hvert fald en komisk undertone, eftersom han kritiserer danskerne på trods af hvad han selv har hevet ud af en sort sky. Men han er jo også selv dansker, så det må han jo godt.

”…vi snæversynede danskere kan få bragt tingene helt vildt ud af perspektiv”

  Stilskiftet i digtet er meget karakteristisk, og opdelt i tre klart forskellige afsnit, adskilt af punktummer. Læseren vil lade sig overraske over den varierende brug af både rytme, stemning ordtyper og andre stilistiske virkemidler igennem digtet.

  Første sætning er billedlig  og introducerende med et par tillægsord.  Den beskriver hvad der bliver set, og er neutral.

  Anden sætning er brudt op i rytme, pludselig brutal og voldsom. Den beskriver hvad der bliver overvejet, i et form for logisk slutning af et udsagn. Fortælleren har stjålet vinklen, og stemningen er stødende.

  Tredje sætning er lang, opremsende, bestemt og konkluderende. Den fortsætte det logiske ”ergo”, men i et hurtigere, mere billedligt og stigende voldsom stemning. Navneord er dominerende her.

  Overordnet set er det et meget simpelt og kortfattet digt. Digtet kommer til udtryk ved at bruge opbygningen til at lægge rytmen, og have et beskrivende og billedligt sprog. Christiansborg Slot bliver brugt som et symbol på danskhedens styrke og fæstning, og Adolf Hitler bliver udnyttet som det symbol hans navn er blevet til, der efterhånden har samme klang som Voldemort fra Harry Potter serien. Himlen får en personifikation da han skriver den laver fejl og spejler sig med en vilje.

Men det kan jo også være svært at tage Nordbrandts ord alt for tunge, når han selv giver udtryk for absurditeten ved samfundskritikken i sidste strofe. Som et slags nik imod digtsamlingens titel stereotypiserer han sig selv som dansker, hvilket er en typisk finurlig ved Nordbrandts ironi. Kritikken og ironien matcher godt hans andre digte i samlingen.

  Temaet ligger som kontrasten imellem det alvorlige og det kortfattede, tabuer og blasfemi, relevans og hysteri, sammenfattet i danskernes uduelige greb på virkeligheden. Måske et resultat af at vi ikke laver andet end at tøffe rundt i vores lille bondeland.

Gruppe 6

                         Ironiens konge

Vi vil i denne analyse lægge fokus på to af Henrik Nordbrandts digte, ”Den danske sødme” og ”En kort beskrivelse af det særligt danske”. Ved hjælp af analysemodeller, har vi lagt vægt på digets stil, digtets ydreform, digets billedsprog, digtets forløb og tolkning og vurdering. Vi har hovedsageligt analyseret ”Den danske sødme” og brugt ”En kort beskrivelse af det særligt danske” til at sammenligne konteksten i de to digte.

Nordbrandts begrænsede ordvalg
Det særlige ved lyrikken er at den ikke er præget af en handling. I Henrik Nordbrandts digt ” Den danske sødme” er det ikke en handling, men en beskrivelse. Henrik Nordbrandt bruger hovedsageligt simple og hverdagsagtige ord i sit digt, det er meget præget af tillægsord. I 5.strofe kommer vi til nogle ord der distancerer sig fra de korte og enkelte ord, vi kommer til ord med et større indhold, for det enkelte ord, om ikke andet ord der får os til at omdanne ordene, til billeder i vores tanker: ”hvidløgsånde, hånd- og halshugning, hekseafbrænding, hovedjægeri, stening og kannibalisme” er alle ord vi kan putte ind under kategorien ”Danskernes fordomme” i et semantisk skema. I et andet semantisk skema kan vi lave en kategori kaldet ”Vores egen mening” hvori de få, men betydningsfulde ord for digtet, indgår: ”søde, gode og forstående”. Ligesom i digtet er det generelt ikke typisk Henrik Nordbrandt at bruge positivt ladede ord i sine digte. Det sker dog at Henrik Nordbrandt forsøger at klemme et ord en af positiv betydning, men han formår alligevel at få den positive betydning ødelagt, og få det ført ind i en mere ironisk betydning. Præcis dét sker i digtet, da han bruger de positivt ladede ord. Som læser sanser vi ikke ordene som positive, vi får dem hurtigt drejet ind i en ironisk betydning.  Som et eksempel kan vi bruge 7.strofe: ”Også selvom vi synes, at alle andre end vi danskere er nogle røvhuller skal vi være søde og forstående og forstå”. Hvis vi ændrer de positivt ladede ord til deres modsatte betydning, får digtet en helt anden tone, en tone der fremstiller ”vi danskere” som dumme, naive og uforstående, som et folk der egentlig ikke vil forstå andres forskellighed.
I digtet er der blevet brugt gentagelser som søde, ikke og danskere og især ordet ”vi” som faktisk bliver nævnt flere gange i digtet. ”Vi” bliver brugt til at beskrive hvordan alle os danskere kan og skal være f.eks. digtet starte består jo af sætningen ”vi danskere skal være søde ved de fremmede, rigtig søde.”  Som igen fortæller om hvordan alle danskere skal være. Når han siger vi danskere virker det meget paradoksalt. han distancere sig fra det, og ser os danskere udefra, men alligevel er han en del af det, i det overskriften er "vi danskere" og han hele tiden omtaler os danskere som "vi"
”Den danske sødme”s ydre form består af 8 strofer og 31 verslinjer. Både korte og lange strofer – der er ikke rigtig en sammenhæng, i måden stroferne og linjerne er stillet op på. Det får den til at se mere let ud, det kan man stille i kontrast til konteksten, som er grov og tung. Der er ikke nogen rytme i digtet, og det er meget typisk Henrik Nordbrandt.


Den konstante ironi
Nordbrandt omtaler emnet fremmedacceptering. Hvis vi læser i mellem linjerne, mener Henrik Nordbrandt at vi skal acceptere fremmede. Han mener at vi skal acceptere deres kulturer og at alle kulturer faktisk er lige gode. Det er lige meget om det er hvidløgsånde eller kannibalisme. Det er alle sammen bare traditioner og det skal vi acceptere. Det er grimt at mene noget ondt eller blande sig i andres traditioner.
Men sarkasmen som er dominerende i hele hans digtsamling, er bestemt fremtonet i dette digt. Hans ironi er utrolig nem at spotte i "Den danske sødme" Det vil sige, at han mener at vi danskere er alt for fordomsfulde, og vi siger vores meninger om ting vi egentlig ikke ved noget om, og heller ikke viser en særlig interesse for at vide mere om. Kort og godt har Henrik Nordbrandt egentlig ikke et positivt syn på os danskere, og det kommer til udtryk på en meget ironisk måde i hans digt.

”Det særligt danske” er et utroligt kort digt. Det indeholder kun én strofe og tre verslinjer. Titlen på digtet beskriver det rigtigt godt. Da det er som sagt en kort beskrivelse af det særligt danske, der lugter og så ved de hvor tingene skal stå. Der er anderledes, det er ikke som der hjemme – personerne opfører sig forskelligt fra os. Dette korte digt beskriver, hvordan vi på en måde tager afstand til det fremmede. Det kan både være indenfor personer eller områder. Vi føler os ikke trygge i uvante omgivelser. Og det sammenligner han med, når man er på besøg hos andre – dette kan f.eks. også være gældende i andre lande, med en anden kultur. Vi kan sammenligne det med ”Den danske sødme”, hvori vi danskere fremstår meget fordomsfulde, og bange for det fremmede.
Tid digtet ”En kort beskrivelse af det særligt danske” er det knyttet et billede til. Vi tolker det som, at udefra ser det danske meget underligt ud for fremmede. Tingene skal stå på en bestemt måde, og hvis vi tager bare én ting fra vores pyramide af ting, så bryder det hele sammen for os.

Dobbeltmoralske danskere
Digtet har ingen tidspassage.
Digtet refererer til den ihærdige diskussion om indvandring i Danmark og vi danskeres fjendtlige holdninger til deres fremmede artede kultur. Det fortæller også om hvordan vi danskere gerne vil opfattes og hvordan vi bliver opfattet. På den måde at vi siger ét og mener noget andet, den viser med andre ord vores dobbelt-moral.
I første strofe, forsøger Henrik Nordbrandt at holde digtet i en positivt tone, men jo flere strofer man læser af digtet jo tydeligere bliver Henrik Nordbrandts klassiske ironi. Digtet har et som positivt stillet, naivt tænkende, nærmest barnligt udgangspunkt. Hvor den hen mod de midterste strofer bliver seriøs, ironisk, negativt ladet og mere voksent synspunkt, som holdes resten af digtet igennem.
Henrik Nordbrandt propper alle danskere ind i en boks, der er stemplet ”dobbelt-moralsk.” Dette kan opfattes som at han mener at vi er ikke-troværdige. Med dette menes at Nordbrandt mener, at da vi danskere er så dobbelt-moralske som vi åbenbart er, kan man aldrig vide om det vi siger kan have en anden mening end det den giver sig ud for at mene. Ifølge Henrik Nordbrandt er intet i Danmark hvad det giver sig ud for at være.