Tysk moustache

”Det er midt i august og lige midt på himlen er der en kæmpestor, sort sky.
   Hvis jeg siger at den ligner Adolf Hitlers overskæg
og det gør den
Må resten af himlen ligne Adolf Hitlers ansigt
og det gør den.”

  Således starter Nordbrandts digt ”Sort sky over Ullemarke”. Digtet er ganske kort, med kun tre egentlige sætninger, men på trods af dette har digtet både en langtrukken og bumpende rytme. Bumpende, delvist på grund af de spøjse versinddelinger, som får øjnene til at hoppe frem op og ned i søgen efter hvad der var blevet af resten af den sætning de lige var så godt  i gang med, og delvist på grund af den pludselige og brutale alvor der springer ud af digtet.

  Nordbrandt formår at understrege denne afskylige alvor i digtet og lader læseren hænge fast i Adolf Hitlers berygtede navn, ved at afbryde sig selv med indskudte sætninger og en lidt unaturlig gentagelse der giver denne afbrudte fornemmelse.

  Digtets handlingsforløb klimakser i en længere konklusion, hvor hans lille skyformation pludselig er en afbildning af jorden og os selv, og alvoren udfolder sig yderligere imens Danmark bliver beskrevet med fabrikker og motorveje, som en slags kopi af Tyskland. Rytmen ændrer sig ved at blive mere glat, blandt andet med et bogstavsrim:

”…fabriksskorstene flygtende folkemasser og krige”

  Og intensiteten topper brat i det korte, ondskabsfulde ord ”krige”, hvorefter digtet toner ud igen. Man kan sige at digtet fanger den normale spændingskurve rimelig godt.

  Den sidste bemærkning åbner for spørgsmål om hvorvidt hele digtet er en parodi af danskernes paranoia, eller om han kommentere på hvad Danmark er blevet til efter krigen. Linjen har i hvert fald en komisk undertone, eftersom han kritiserer danskerne på trods af hvad han selv har hevet ud af en sort sky. Men han er jo også selv dansker, så det må han jo godt.

”…vi snæversynede danskere kan få bragt tingene helt vildt ud af perspektiv”

  Stilskiftet i digtet er meget karakteristisk, og opdelt i tre klart forskellige afsnit, adskilt af punktummer. Læseren vil lade sig overraske over den varierende brug af både rytme, stemning ordtyper og andre stilistiske virkemidler igennem digtet.

  Første sætning er billedlig  og introducerende med et par tillægsord.  Den beskriver hvad der bliver set, og er neutral.

  Anden sætning er brudt op i rytme, pludselig brutal og voldsom. Den beskriver hvad der bliver overvejet, i et form for logisk slutning af et udsagn. Fortælleren har stjålet vinklen, og stemningen er stødende.

  Tredje sætning er lang, opremsende, bestemt og konkluderende. Den fortsætte det logiske ”ergo”, men i et hurtigere, mere billedligt og stigende voldsom stemning. Navneord er dominerende her.

  Overordnet set er det et meget simpelt og kortfattet digt. Digtet kommer til udtryk ved at bruge opbygningen til at lægge rytmen, og have et beskrivende og billedligt sprog. Christiansborg Slot bliver brugt som et symbol på danskhedens styrke og fæstning, og Adolf Hitler bliver udnyttet som det symbol hans navn er blevet til, der efterhånden har samme klang som Voldemort fra Harry Potter serien. Himlen får en personifikation da han skriver den laver fejl og spejler sig med en vilje.

Men det kan jo også være svært at tage Nordbrandts ord alt for tunge, når han selv giver udtryk for absurditeten ved samfundskritikken i sidste strofe. Som et slags nik imod digtsamlingens titel stereotypiserer han sig selv som dansker, hvilket er en typisk finurlig ved Nordbrandts ironi. Kritikken og ironien matcher godt hans andre digte i samlingen.

  Temaet ligger som kontrasten imellem det alvorlige og det kortfattede, tabuer og blasfemi, relevans og hysteri, sammenfattet i danskernes uduelige greb på virkeligheden. Måske et resultat af at vi ikke laver andet end at tøffe rundt i vores lille bondeland.