Barndommen, danskheden - Alt er til grin!

“COP15” og ”Jul i Fisseløselille” er begge digte skrevet af Henrik Nordbrandt. Digtene er uddrag fra hans digtsamling ”Vi danskere,” som er udgivet i 2010.

Dette blogindlæg indeholder analyser af digtene efterfulgt af en sammenligning. Enjoy!

COP15
Digtet er skrevet som en lang strofe med lange vers, som er bygget op af korte sætninger, som gør at det virker meget punktopdelt. Digtet er sat meget kompakt op og ser meget tungt ud. Der er brugt meget tegnsætning, især punktum, som giver følelsen af god rytme, også grundet de korte sætninger.

Alt dette giver digtet en aggressiv tone og man kan mærke at jeg’et er frustreret.
Sproget er meget hverdagsagtigt og der brugt nemme ord fx: “Det kan betale sig.” på vers 3. Stilniveauet er normalt, som sagt med mange hverdagsprægede ord, dog er ordene brugt på en måde, så sammenhængen bliver svær at forstå.

Der er brugt både positivt og negativt ladede ord, men det er de negative, der dominerer digtet. ”Jeg er klog” er positivt. ”Jeg er dumheden” er negativt. ”Jeg sælger” kan ses som begge dele, men er ment negativt, da det tolkes som at, mange politikere sælger sig selv og deres idé, uden egentligt at gå ind for sagen.

Gentagelser som jeg, mig, sig, I og betale, er brugt meget, hvilket giver en god rytme. De mange stedord er også med til at dele digtet meget op i to grupper, altså jeg’et i digtet og dem han snakker til.

Specielt er også ”Jeg er dumheden / Jeg er klog” gentaget meget. Dette er meget selvmodsigende, men giver også et godt billede af, hvordan politikerne har det, når de bliver nødt til at stå inde for noget, som de måske i virkeligheden slet ikke mener.
”Det kan betale sig, Jeg kan betale mig. Det kan betale sig at betale mig”. Disse vers er meget dominerende fra vers 2-5, hvilket beskriver hvordan alt handler om penge og status og ingen gør noget med hjertet.

”Mit valgsprog er: Det kan betale sig.” på vers 2. Politikerne bliver valgt på, at de siger, det kan betale sig. Vælgerne / danskerne vil altså have, at det politikeren gør, giver penge. Det er altså ikke kun en kritik at politikere, men også af vælgerne, som også kun tænker på penge. Men igen går politiker ind for det vælgerne vil have og ikke det, de egentlig mener.
I vers 12 afslutter han en sætning med ordet vækst, hvilket ligesom er en konklusion for det foregående i digtet, der jo i bund og grund handler om vækst og penge.
”Jeg er dumheden. Jeg sælger. Jeg er klog.” Sådan lyder det første vers i digtet. Politikerne ved godt de er dumme, når de kører en sag igennem, som de ved de kan score flest vælgere på. De kan altså sælge det bedst, og der igennem blive den klogeste.

Digtet er ikke særlig præget af billedsprog, dog bliver der sagt: ”Det brændende Roms flammer er I. Se selv jeres genskær på mit ansigt.” på vers 18 og en enkelt sammenligning har også sneget sig ind: ”I er døve som et diskotek” på vers 23.
I digtet siger jeg’et, at han er Hannibal, Atilla, Cortés, Ceausesco, Thatcher, Bush og Rasmussen, altså en masse personer, der gennem tiden har haft en enorm magt. Denne udtalelse kunne måske tangere til storhedsvanvid, som også er hans mening om politikere.  
I starten af digtet virker det som om, han vil snakke til alle og prøver at råbe dem op. Ca. midt i digtet spørger han så ”Hører I?” på vers 14 og til sidst i digtet drages der den konklusion at: ”I hører intet” på vers 23. I digtets forløb finder jeg’et altså langsomt ud af, at han snakker til døve ører. Digtet gennemgår ikke et egentligt handlingsforløb, andet end den første del af digtet handler om penge og vækst, hvor den sidste del handler om magt og status.
Der er flere sætninger i digtet, der er gjort mere dramatiske og negative, end de måske havde behøvet at være fx : ”Ligbrændinger giver varme til flere ligbrændinger.” på vers 13, hvilket egentlig bare betyder at det ene tager det andet med. Her refereres der til krigen og hvordan man ikke bare kan trække sig ud af en kamp, når man først har meldt sig ind i den, pga. for store tab, hvor man indser at ens valg er forkert. Man vil altså tabe ansigt hvis man stopper kampen.

Meningen med det hele

Digtet er meget ironisk og handler i bund og grund om de magtfulde politikere, der ikke tænker på, hvordan deres handlinger har konsekvenser og hvis de gør, er de i hvert fald ligeglade. De er ligeglade med naturen, da den ikke kan give nogen penge. Folket vil kun have det der har penge, magt og berømmelse. De er ligeglade med at soldaterne slår sig selv ihjel, det viser nemlig at landet har overskud, hvilket ser godt ud udad til. Jeg’et føler sig tydeligt i en højere klasse end alle andre, fx som Nero, hvor vi blot er brændende Roms flammer. Trods alt denne selvtillid og følelsen af at være bedre, beskriver jeg’et sig selv som dumheden. Det kan sættes i god sammenhæng med COP15 som foregik i København i 2009. Her var alle magtfulde lande repræsenterede med deres mest magtfulde personer, trods dette kunne ingen blive enige om det, der skulle have ført til en stor fælles klimaaftale og det hele endte som en fiasko.

Digtets egentlige budskab og tema kan altså kort beskrives, som en kæmpe kritik af politikerne.


JUL I FISSELØSELILLE

Digtet “Jul i Fisseløselille” består af kun 1 strofe, som indeholder 34 vers. Der bliver brugt korte, nemme og hverdagsagtige ord som for eksempel “Jeg kan nemlig ikke fordrage julen.” Der er ingen fast rytme i digtet, og der er findes ikke rimskema. Digtet er ikke så let at forstå, og digtet er skrevet meget alvorligt. Digtet står nærmest i kontrast til titlen, som er tung og besværlig at forstå.

Der bliver sat punktum efter ordene: varmedisen, op, igen, øjne, julen, noget, is, læber, nogen, mine, på. Men dette har ingen betydning for digtet. At der er så få punktummer i digtet, gør sætningerne lange trods de er delt forholdsvis meget op. Dog er der enkelte korte sætninger. Han bruger mange udsagnsord i digtet, som gør det meget levende i modsætning til selve handlingens forløb. Tværtimod bliver der ikke brugt så mange adjektiver i digtet. Der bliver kun brugt rød og gul til at beskrive nogle røde og gule teglstenshuse ved en jernbanestation og lille til at beskrive torvet.

Nordbrandt bruger kolon efter 2. og efter 33. vers, som her bruges til at prøve at forklare, hvad jul i Fisseløselille er. Fordi digtet både starter og slutter med koloner, indrammer det digtets handling, som er Nordbrandts barndomserindringer.

Motivet er at definere julen i Fisseløselille. Digterstemmen har en klar ironisk, distancerende holdning til alt hvad der er typisk dansk som for eksempel julen. Nogen af tingene mener han ironisk, hvor de fleste ting er mere alvorlige.

Digtet ”Jul i Fisseløselille” handler om, at Henrik Nordbrandt beskriver sin barndom og prøver at forsone sig med den. Ud fra Nordbrandts biografi, ved vi, at han havde en dårlig barndom, hvor han følte sig uønsket af sine forældre og ikke fik nok omsorg. I digtet prøver han at finde de gode ting frem fra hans barndom. Der er dog ikke nogen ting, der træder så voldsomt frem og har en så stor betydning for ham, at det fylder ham med glæde. Nordbrandt starter digtet ud med 2 vers, hvor han skriver: ”Bortset fra titlen er der ikke rigtig noget:”, hvilket betyder, at bortset fra julen i Fisseløselille, er der intet i hans barndom, som fik ham til at længdes efter at komme tilbage. Efter citatet er første eksempel på Nordbrandts brug af kolon, hvor han prøver at forklare og indirekte at forsone sig med julen i hans barndom.

Fra 3. vers beskriver Henrik Nordbrandt, hvordan hans barndomslandsby så ud. Han fortæller om en bus, der hver dag holder ude på landevejen og venter, men at der ikke kommer nogle. Dette betyder, at hans landsby var øde og at der ikke boede mange mennesker i byen. At han beskriver det med en trist tone såsom at en jernbanestation var ”nedlagt engang midt i sidste århundrede” betyder, at Nordbrandt her mener, at Danmark er et dødt og grådt land. Der er intet liv og ingen positiv energi.

Ud fra Henrik Nordbrandts biografi, ved vi også, at han ikke kan fordrage børn. Han kan bestemt ikke lide den måde, vi danskere behandler hinanden på, og synes derfor ikke, at man skal føre det videre. Derfor beskriver han også børnene som i digtet som snottede på vers 29. Et andet tegn på hans frastødning af børn, er på vers 17, hvor han fortæller, at børn har ”julelysene i deres øjne.” I dette digt forbinder man julelys med glæde. I verset efter står der: ”Jeg kan nemlig ikke fordrage julen.” Dette viser, at Nordbrandt ikke kunne se nogle glæde ved julen og bestemt ikke brød sig om det. Dette er i fuldstændig modsætning til alle andre danskere, som normalt holder rigtig meget af julen. Alt dette viser os et klart billede af, at Nordbrandt hader glæden i børnenes øjne ved juletid, fordi han selv ikke kunne fordrage julen. Han blev ikke behandlet godt, og også her træder det i kraft, at han ikke var glad for børn.

”Der er som sagt ikke noget” på vers 19-20 fortæller os, at der ikke er noget vigtigt i hans barndom. Denne sætning er en understregning fra de to første vers: ”Bortset fra titlen er der ikke rigtig noget:”. Han understregner, at der ikke er noget i hans barndom, og at den bare er tom og fyldt med ligegyldige ting.

”Jeg elskede benzinlugten og pigen” på vers 22 fortæller os, at der er en sammenhæng mellem benzinlugt og en pige i dét, at Nordbrandt vælger at skrive de to ting i samme vers. En lugt af benzin forbinder man med biler, som speeder op og kører stærkt og vildt. Vildskab kan man oftest forbinde med sjovhed og useriøsitet, som man kan forbinde med det, at han var i seng med pigen. Der var intet seriøst i det og det skulle bare være noget sjovt. ”som også solgte pølser og is.” viser os en positiv madbetydning, som man forbinder med pigen, som sælger det.

”Han kyssede sneen på hendes læber” bliver der skrevet på vers 26. Sne er i denne forbindelse billedsprog og noget, man forbinder med en kold ting. I dette tilfælde vil det så betyde, at de kyssede, men fordi der var sne på hendes læber, betød det ingenting for hende. Det er sket, at Nordbrandt har gjort denne pige gravid, hvilket kan ses på vers 29 og 32, hvor der står: ”Så de snottede unger […] er garanteret mine”.

Denne pige handler om og går også igen i overskriften af digtet ”Jul i Fisseløselille,” som tidligere beskrevet er hans barndomserindringer. Fisse betyder i denne sammenhæng, at han har været i seng med denne pige. Løse eller løs er en beskrivelse af pigen, som fortæller os, at forholdet mellem dem var løst, og at det ikke var noget fast. Lille er en betegnelse og slang for en nyfødt baby. ”Det der Fisseløselille: Det var i det mindste en måde at komme hjem på” på vers 33 og 34 viser os, at han ændrer sin forklaring af Fisseløselille. Han siger, at det kun var en måde at komme hjem på, som fortæller os, at forsoningen med hans barndom aldrig blev helt fuldendt.

I starten af digtet bliver der fortalt, om hvad der ligger ved jernbanestationen, og at bussen ikke kører længere helt ind i byen, men at den holder ude på landevejen og venter indtil ingen dukker op. Dette lille afsnit kunne man kalde for Byen. Det næste afsnit er hvor han begynder at fortælle om de modbydelige unger og hvor meget, han hader julen. Dette afsnit kalder vi Børn og jul.  Det sidste afsnit er hvor han begynder at fortælle om pigen og at de snottede unger måske var hans. Dette afsnit kalder vi Pigen.

Temaerne i digtet er barndom, fordi han fortæller om sine barndomserindringer. Ulykke og sorg, fordi han har haft en dårlig barndom. Kærlighed, fordi han møder en pige, han muligvis er glad for.

Sammenligning

Det er tydeligvis to meget forskellige digte rent indholds - og temamæssigt. COP15 handler meget om politik, hvor Jul i Fisseløselille handler om digterens egen barndom. Opbygningen, ordvalg og kritikken af Danmark har de dog til fælles. Hvilket er meget typisk for alle Henrik Nordbrandts digte.

Alt i alt 2 gode digte med nogle gode synspunkter og måden holdningen kommer til udtryk på.